Blodets celler:
Blodets celler kan inddeles i 3 grupper:
- Erythrocytter der er uden kerne og transporterer hæmoglobin
- Trombocytter der er cellefragmenter der medvirker ved hæmostasen
- Leukocytter der migrerer ud af blodbanen og deltager i immunresponset

Leukocytter:
Inddeles i granulocytter, monocytter og lymfocytter.

Granulocytter:
Runde 12 -15 µm i diameter med lobuleret kerne. Lobulering mest udtalt i modne neutrofile granulocytter.
F
indes i blod, knoglemarv og VÆV.

Udvikling: 
Man skelner mellem stadierne ved at iagttage KERNEN.
Myeloblast - promyelocyt - myelocyt - metamyelocyt - stavcelle - granulocyt

Fra metamyelocy stadiet kan granulocytterne skelnes fra hinanden:

neutrofil metamyelocyt eosinofil metamyelocyt basofil metamyelocyt
stavkernet granulocyt
neutrofil granulocyt.  eosinofil granulocyt.  basofil granulocyt.


Neutrofil granulocyt: 
Udgør 60-70% af leukocytterne, hvilket svarer til at der findes 3-6 mia./l blod.

LM:
Kernen er lobuleret, og de enkelte lobi (2 - 5 stk.) er kun forbundet med meget tynde strenge. Kromatinet er meget kondenseret, og nucleoli kan ikke ses fordi kernen er kraftigt basofil. Barrlegemet kan ses som en lille Adrumstick@.
Cytoplasma udgør mere af cellen end kernen; det indeholder mange granula der enten er svagt lilla (specifikke granula) eller svagt røde ( primære/azurofile granula).

EM:
Da det er snitpræparater man studerer vil der være færre kernelobi. 
Den centrale del af kernen består af extenderet kromatin resten af kondenseret. 
Der ses et lille golgi og få mitochondrier samt glykogen, foruden granula, som udgørden overvejende del af cytoplasmaet. 
Der findes ca. 50-200 granula fordelt på to typer:

Azurofile: Specifikke:
Størrelse:  Størst 0,7 µm Mindre 0,4 µm
Antal:  Udgør ca. 1/3 

Udgør ca. 2/3

Form: Runde til ovale  Runde
Udseende: Elektrontætte  Mindre elektrontætte
Dannelse: Dannes først Dannes kun i udviklingen
Indhold: Sure hydrolaser
Myeloperoxidase
Basisk fosfatase
Kollagenase
Lysozym
Funktion Lysosom

Baktericid substans

Funktion: Cellen trænger ved diapedese ind i vævene og nedbryder og fagocyterer fremmedstoffer i en inflammatorisk reaktion.

Levetid: Fra timer til få dage.

 

Eosinofil granulocyt
Udgør 2-4% af leukocytterne, hvilket svarer til at der findes 0.15 - 0.45 mia./l blod.

LM:
Kernen er opdelt i 2 lobi forbundet af en streng. Den har brilleudseende. 
Kromatinet er mindre kondenseret end i den neutrofile granulocyt og kernen er derfor heller ikke så basofil.
Cytotplasmaet har pseudopodier og indeholder store røde eller orange farvede granula, ved normal blodfarvning. Granula ses normalt ikke henover kernen. 

EM:
Kernens centrale del har ekstenderet kromatin, det kondenserede ligger perifert. 
Det eneste rimeligt repræsenterede organel, ud over granula, er golgi. Granula er elektrontætte fra 0,5-1 µm i diameter.
I modne eosinofile granulocytter ses i mange granula et krystal. Granula er lysosomer.

Funktion:
Findes i tyktarm, lunger, dermis og genitalia.  Øget antal ved allergi og parasitære sygdomme. Fagocyterer antistof-antigen komplekser. Granula indeholder dels lysosomale enzymer samt myeloperoxidase og dels proteiner der hæmmer mastcelledegranulering og neutraliserer histamin. 

Levetid:
Få dage


Basofil granulocyt:
Udgør ca. 0,5% af leukocyterne.

LM:
Kernen er uregelmæssig og segmenteret og udgør halvdelen af cellen.
Kernen er lysere end de eosinofile, da den indeholder mindre kordenseret kromatin.
Det kan være svært at se kernen da cytoplasma indeholder mange basofile, metakromatiske granula, som normalt ligger henover og dækker kernen.

EM:
Samme som LM, granula dækker ikke kernen da det er tynde snit der bruges. Granula er membranomgivet.

Funktion:
Granula indeholder heparin, histamin, peroxidase og lysosomale enzymer og har samme indhold som mastcellegranula. Det er uvist om cellerne har en selvstændig funktion eller er forstadie til mastceller.

Levetid:
Få dage.

Lymfocytter:
Rund, kompakt 7-11 µm i diameter.
Findes i blod, knoglemarv, lymfoide organer og væv. Udgør 20-30% af leukocytterne, svarende til at der findes 1.5 - 2.5 mia./l blod. Der findes 3 hovedgrupper af lymfocytter:
T-lymfocytter
B-lymfocytter
NK-celler

LM:
Kernen er rund, og fuld af kondenseret kromatin, så den er stærkt basofil. Kernen kan have et lille hak.
Cytoplasma er svagt basofilt og næsten ikke synligt, da det kun udgør en brøkdel af cellen.
Omkring 10% af lymfocytterne kan indeholde azurofile granula.
Der findes 2 størrelser.

EM:
Nucleoli kan af og til ses i den meget kondenserende kerne.
Cytoplasma indeholder få mitochondrier, lidt ER, et middel golgi, mange frie ribosoner samt centrioler.

Funktion:
Lymfocytter er meget mobile, de er immunologiske aktive celler i væv, lymfeknude og milt.
Se nedenfor.

Udvikling:
De udvikles i knoglemarv. T-lymfocytter færdig udvikles i  thymus.

Levetid:
Få dage til mange år.

T-Lymfocytter:
T-lymfocyt udvikles i thymus ud fra T-lymfocyt stamceller. Findes i T-celle zonerne (randzonerne)  i milt, lymfeknude og diffuse lymfenoduli.

Funktion:
T-lymfocyt er i thymus udviklet til at reagere på et bestemt antigen præsenteret af en celle der på overfladen udtrykker enten MHC-I (alle celler) eller MHC-II (professionelle antigen præsenterende celler).
Ved kontakt vil et cellemedieret respons forekomme. Lymfocytterne vil aktiveres og påbegynde proliferation.

Tc (cytotoxiske) lymfocytter der udtrykker CD8 (en MHC-I receptor), vil angribe og lysere de af kroppens egne celler der indeholder vævsfremmede antigener på overfladen.

Th (hjælper) lymfocytter der udtrykker CD4 (en MHC-II receptor), vil secernere cytokiner (immunhormoner) der kan aktivere både B- og Tc- lymfocytter.

Alle de celler der dannes ved en aktivering er klonale celler og reagerer kun på det ene antigen. Nogle af disse celler vil - når angrebet er overstået - inaktiveres og blive til memory-celler. 

Dannelse:
T-lymfocytten dannes ud fra mutantlymfoblaster i thymus. Der vil også dannes lymfocytter der er programmeret til at reagere på organismens egne molekyler. Disse lymfocytter vil dog blive destrueret ved apoptose inden de modnes. Det er kun i det prænatale liv at vævsproteinerne kan trænge ind i thymus gennem blod-thymusbarrieren. Derfor vil vævsproteiner dannet efter fødslen, eller i væv der ikke har været i kontakt med vævsvæsken være antigene.

Levetid:
Memory-celler kan leve i mange år, op til hele ens livstid. Dræberceller lever kun kort tid.

B - lymfocytter:
Udvikles i knoglemarven ud fra B-lymfocyt stamceller

Funktion:
Når et antigen bindes til antistof udtrykt på cellens overflade vil der dannes et antigen-antistof kompleks, der ved direkte eller indirekte påvirkning aktiverer B-lymfocytterne. B-lymfocytterne udtrykker også MHC-II på overfladen og virker derfor som professionelle antigenpræsenterende celler og kan aktivere Th-lymfocytterne.

Monocytter:
12-18 µm i diameter cirkulerer i blodbanen. Differentierer til makrofag ved aktivering.
Udgør 3-8% af leukocytterne. I tørrede blodfilm kan de måle op mod 20 µm.

LM:
Kernen er ovoid til bønneformet. Kromatinet findes i granula eller flager, og i forhold til lymfocytten er der mindre kondenseret kromatin, hvorfor kernen er mindre basofil. Der er ofte 2 nucleoli i kernen, disse kan normalt kun ses i fasemikroskop.
Cytoplasma udgør den største del af cellen. Det er i blodfilm blå-gråt med azurofile granula = lysosomer.

EM:
Flosset udseende i kanterne, meget perifert kromatin, næsten intet ER, men mange lysosomer og mitochondrier, et golgi i hulheden af kernen.

Funktion:
Monocytten differentierer til makrofag ved stimulation.

Udvikling:
GM-blast
monoblast
monocyt

Udviklingen sker i knoglemarven.

Levetid:
I blodstrømmen: 3 dage 

Erythrocytter:
En bikonkav kerneløs celle, 7 µm i diameter og 1,5 µm  tyk.
Findes i blod, knoglemarv og milt. Der findes 500-1000 gange flere erythrocytter end leukocytter i blodet. Det svarer til 4,0- 5,5 mia. pr µl  blod. Retikulocytter udgør ca.1%.

LM:
Cellen er kerneløs, og fremtræder som en homogen masse, der ved farvning med HE eller Giemsa fremtræder som orange til rød. Denne farve skyldes at cellen indeholder hæmoglobin der er et pigment. Hæmoglobinet udgør 33% af cellen, og vand udgør 60%. Cellen fremtræder som rund. I blodudstryg samt i kapillærer med langsom blodgennemstrømning kan man se rouleaux dannelse, dvs. at cellerne lægger sig hen over hinanden som væltede pengeruller. Disse dannelser er ikke permanente. Erythrocytter med lavt hæmoglobinindhold har lyst cytoplasma og betegnes hypokrome. 

EM:
En elektrontæt rund skive, som indeholder nogle perifere mikrotubuli, og ellers ingen organeller

Funktion:
At binde 02 i lungerne og bringe det til vævene, hvor C02 bindes og 02 afgives. C02 bringes tilbage til lungerne hvor den afgives. 02 optagelsen sker ved at  02 bindes med hæmoglobin til oxy-hæmoglobin. C 02 transporten foregår ved hjælp af enzymet carbonanhydrase som findes i erythrocytten. Hæmoglobin er et ret lille protein, så det ville kunne trænge ud i vævene hvis ikke det var omgivet af en membran. Ved hæmolyse (når erythrocytmembranen sprænges) vil man kunne finde rød farve i vævsvæske og urin. Hæmolyse kan induceres ved at placere cellen i en hypoton saltvandsopløsning eller ved at bringe den i kontakt med et lipidopløsende middel (slangegift) eller et antistof lavet på grundlag af indgift af cellen i en anden organisme. 

Den bikonkave form af cellen har 3 formål:

1. Der er meget kort diffusionsvej
2. Overfladearealet i relation til en rund celle er øget 20-30%
3. Meget stor rigiditet

Hæmoglobinet binder CO bedre end  02 og individer udsat for C0 vil i løbet af kort tid være ude af stand til at optage 02.Antallet af celler forøges af mandligt kønshormon.

Udvikling:
proerythroblast 
basofil erythroblast
polykromatophil erythroblast
ortokromatisk erytroblast/normoblast
retikulocyt
erythrocyt

Levetid:
120 dage hvorefter de fjernes fra blodbanen af makrofager (primært i milt, lever og knoglemarv).

Anæmi:
En tilstand hvor hæmoglobinindholdet i blodet er faldet, således at der ikke bindes så meget ilt. Det normale hæmoglobinindhold er ca. 7 mmol/L  Tilstanden kan forårsages ved at antallet af erythrocytter falder eller ved at mængden af hæmoglobin i cellerne reduceres. Årsagen til faldende erythrocytantal kan enten være at produktionen falder eller at erythrocytterne tabes (blødning) eller destrueres (hæmolyse) . 
Hvis produktionen falder vil en retikulocyttælling vise lave tal. Hvis destruktionen øges vil retikulocyttællingen vise meget høje tal.

Mikrocytær anæmi:
Erythrocytterne er mindre end 6 µm. Ses ved jernmangel eller hæmolyse.

Makrocytær anæmi:
Erythrocytterne er mellem 9 og 12 µm. Ses ved folinsyre eller B12 mangel.

Retikulocyt:
Erythrocyt med basofilt retikel forårsaget af frie ribosomer. Udtryk for en umoden erythrocyt. Forekomst ca. 1-2% af erythrocytterne. Antallet øges ved blødning, injektion af erythropoietin  og ved hæmolyse. Retikulocytter kan kun ses efter supravital farvning med brilliant cresyl blåt. Retiklet skyldes at cellen endnu ikke har produceret alt sin hæmoglobin som den skal have, før den er blevet afgivet til blodet. Retikulocytten er således hæmoglobinproducerende.

Trombocytter:
Et bikonvekst cytoplasmafragment, 2-5 µm i diameter, som findes i blod, knoglemarv og koagulationsteder (sår). Der findes ca. 250 -350 mia./l blod.

LM:
Der er ingen kerne, Cytoplasma består af 2 dele, 
1. Et hyalomer der er en klar grundsubstans der farves blegblåt med Giemsa. 
2. Et granulomer som er placeret centralt og er blå rødt til rødt i farvning. Blodpladerne vil oftest ligge i klumper, som kan forveksles med basofile granulocytter. Denne sammenklumpning skyldes agglutination.

EM:
Blodpladerne er irregulære fra ovoide til runde, med en plasmamembran. Hyalomeret er et fint granulært materiale med perifert anbragte mikrotubuli, myosin og actin filamenter. Granulomeret består af:

alfa-granula der er runde til ovale og 0,2-0,3 µm i diameter. Indeholder PDGF og Von Willebrandt faktor.  De stammer fra megakaryocyttens cytoplasma. 

delta-granula der er elektrontætte.  Indeholder serotonin og ADP. Serotoninen er endocyteret.

lysosomer

peroxisomer.

Funktion
Hæmostase. 

Pladethrombe:
Agglutination = sammenklumpning ved kar hvor endothelcellerne er beskadigede. Trombocytterne adhærerer til von Willebrandt faktor i endothelcellerne. Trombocytterne degranulerer og de frigivne stoffer fremkalder en øget adhæsion af trombocytter i området.

Koagulation: 
Fosfolipider fra trombocytterne sammen med Ca2+ aktiverer koagulationskaskaden der resulterer i at fibrintråde dannes og erythrocytter fanges i fibrinnetværket. Dette sker over en række trin der ender med at  prothrombin omdannes til  thrombin. Thrombin er et enzym der katalyserer omdannelsen af fibrinogen til fibrin. 

Udvikling:
Blodplader er afsnørede cytoplasmafragmenter fra megakaryocytter.

Levetid:
Nogle døgn.
Transfunderede ca. 24 timer